Der er penge at spare ved at omlægge sit energiforbrug

Det energiselskab, som vi alle med bopæl i Lystrup er medejere af – NRGi – gennemførte for et år siden en omlægning af priserne for distribution af el, som gør det fordelagtigt at omlægge sit el-forbrug. Det skete i distributionsselskabet Konstant, der står for udbygning og vedligeholdelse af elnettet.

I månederne fra oktober til marts er det dyrere at bruge strøm mellem kl. 17.00 og kl. 20.00. Det er det tidspunkt på døgnet, hvor el-forbruget i Danmark er højst. Prisen er efter den 1. januar i år blevet 46,4 øre pr kWh hvorimod prisen resten af døgnet er 16,33 øre. Og så skal der vist lægges moms oveni.

Derfor er det f.eks. smartere at lade være med at tænde opvaskemaskinen og vaskemaskinen før efter kl. 20.00 og lade være med at oplade telefoner og computere mellem kl. 17.00 og kl. 20.00.

Formålet er at udjævne strømforbruget hen over døgnet, så kapaciteten udnyttes bedre. Det har bl.a. en klimaeffekt, så kraftværkerne ikke behøver at skrue op for produktionen – nogle af dem bruger stadig kul – på det tidsrum, hvor der i dag bruges mest strøm i det danske samfund.  

Ifølge lovgivningen er det det selskab, som kunderne køber strøm hos, der skal informere om ændringen til den enkelte kunder. Det er langt fra alle elselskaber, der har taget den informationsmulighed alvorligt, og det er blandt andet derfor, at der ikke er mange, der er klar over ændringen, der på årsbasis kan have nogle økonomiske konsekvenser for kunderne og andelshaverne.

Jeg er medlem af repræsentantskabet hos NRGi – og stiller op til genvalg – og her har der været en diskussion af om NRGi ikke kunne informere andelshaverne ved at rykke annoncer ind i de lokale ugeaviser. Det er der nogle distributionsselskaber, der har gjort, men NRGi (Konstant) har ikke gjort det.

Så jeg kan derfor kun opfordre til, at man begrænser sit elforbrug mellem kl. 17.00 og kl. 20.00. Så gør man både miljøet og sin egen pengepung en tjeneste.

Fremtiden byder sandsynligvis på flere ændringer af priserne af lignende karakter. Jeg vil arbejde for en bedre kommunikation til andelshaverne i den forbindelse.

Frank Helbo

Kandidat i valgdistrikt F
Læs mere på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *